Balule River Camp er beliggende i Balule Nature Reserve, som er hjemsted for ”The Big Five” og verdensberømt for det varierede dyre- og fugleliv. Balule Nature Reserve er en del af Great Kruger National Park, som er betegnelsen for det samlede areal af såvel den statsejede del af parken (Kruger National Park) som de tilstødende private reservater (herunder Balule Nature Reserve) hvor man har nedlagt de officielle hegn i forsøget på at genskabe dyrenes naturlige vandringsmønster.

Balule Nature Reserve blev grundlagt for 10 år siden, da nogle jordejere besluttede at nedlægge hegnene mellem deres jorde, sådan at dyrene kunne vandre frit. Siden er reservatet vokset til et område på ikke mindre end 35.000 hektar og det vokser stadig i takt med at flere jordejere tilslutter sig. Olifants River befinder sig midt i naturreservatet og flyder gennem ca. 20 km af området.
Kruger National Park er Sydafrikas største og mest berømte nationalpark. Den er 19.633 km2 og blev grundlagt i 1926 af Paul Kruger, som var leder af Transvaal Republic. Målet var og er at beskytte det afrikanske dyreliv, og parken har til fulde opfyldt dette: Her er det muligt at se op til 147 forskellige pattedyr, 104 forskellige krybdyr, 507 fuglearter og 1771 plantearter, blandt disse 357 træ- og buskarter. Som et af verdens største vildtreservater er Kruger National Park uden lige hvad angår rigdom på dyreliv. Skønt der er et omfattende netværk af veje og lejre med mulighed for overnatning, berører denne infrastruktur ikke den oprindelige natur. Næsten alle arter af Afrikas traditionelle storvildt kan ses i Sydafrikas naturparker og reservater, hvor Kruger National Park har det største udvalg. Mere end halvdelen af de 718 fuglearter, der findes i Sydafrika, kan ses i Kruger National Park, hvilket gør den til et af verdens mest interessante observationssteder for ornitologer.